Inspiration og information til menighedsråd i Næstved Provsti

Det konstituerende møde

Det konstituerende møde

Det nyvalgte menighedsråd konstitueres på det konstituerende møde. Det konstituerende møde skal afholdes inden funktionsperiodens start første søndag i advent den 29. november 2020. Det er den først valgte, der indkalder til mødet.

 

På det konstituerende møde afgiver nyvalgte medlemmer menighedsrådsløftet, og der er valg til enkeltmandsposter, valgbestyrelse og stående udvalg. Efter mødet skal den nyvalgte formand give sognepræsten besked om menighedsrådets sammensætning, foretage indberetning om konstituering i Valgsystemet og offentliggøre, hvem der er valgt, og hvordan det nye menighedsråd er sammensat.

 

Indkaldelse til det konstituerende møde

Valgbestyrelsen sender via Valgsystemet en udskrift over de valgte medlemmer af menighedsrådet til det først valgte medlem af det nyvalgte menighedsråd. Udskriften skal være det først valgte medlem i hænde seneste den 3. torsdag i november, dvs. senest torsdag den 19. november 2020. 

Det først valgte medlem indkalder til det konstituerende møde i det nyvalgte menighedsråd og medbringer udskriften over de valgte medlemmer. Det konstituerende møde skal afholdes, inden menighedsrådets funktionsperiode begynder, dvs. inden første søndag i advent den 29. november 2020. 

 

Menighedsrådsløftet

På det konstituerende møde afgiver de nyvalgte medlemmer en erklæring på ære og samvittighed om at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.

Erklæringen skal kun afgives af medlemmer, der første gang indvælges i et menighedsråd.

Se menighedsrådsløftet her

 

Valg til enkeltmandsposter, valgbestyrelse og stående udvalg

På det konstituerende møde vælges menighedsrådets formand og næstformand og personer til enkeltmandsposter. Valgene har virkning for 1 år ad gangen.

Valget af formanden ledes af det først valgte medlem.

Formanden vælges blandt menighedsrådets medlemmer af de valgte medlemmer ved hemmelig afstemning. Så snart valget af formand har fundet sted, vælges 1 næstformand til at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foregår i øvrigt efter samme regler som dette.

Umiddelbart efter valget af formand og næstformand finder valg til de øvrige enkeltmandsposter sted.

Menighedsrådet kan beslutte at tillægge formanden honorar. Honorar kan dog kun tillægges formanden, såfremt denne er valgt medlem af menighedsrådet. Formanden er forpligtet til at modtage honoraret. Størrelsen af honoraret skal godkendes af provstiudvalget.

Herefter foretages valg af medlemmer til kirke- og kirkegårdsudvalg, i flersognspastorater uden fælles menighedsråd til præsteudvalget, og til valgbestyrelsen. Valgene har virkning for menighedsrådets funktionsperiode.

Se mere om konstituering og valg af de øvrige enkeltmandsposter; kirkeværge, kasserer, sekretær, kontaktperson, bygningskyndig og underskriftsberettiget i "lov om menighedsråd" §6-12  - Se den her.

 

Offentliggørelse af sammensætning og valg af formand

Oplysningerne om menighedsrådets sammensætning offentliggøres på Sogneportalen www.sogn.dk ved funktionsperiodens start, dvs. første søndag i advent.

Den nyvalgte formand sørger for at give sognepræsten besked om menighedsrådets sammensætning og konstituering. Ved den første faste gudstjeneste efter det konstituerende møde bekendtgør præsten fra prædikestolen, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.

Inden funktionsperiodens begyndelse sørger den nyvalgte formand for, at det offentliggøres, hvem der er valgt til medlemmer af menighedsrådet, og hvem der er valgt til menighedsrådets formand.

 

Indberetning om konstituering

Den nyvalgte formand sørger for, at oplysning om, hvem der er valgt til menighedsrådets formand, næstformand, kasserer, kirkeværge, kontaktperson, tegningsberettiget og formand for valgbestyrelsen, indtastes i Valgsystemet. Indtastningen skal være afsluttet senest ved udgangen af december 2020.

Hvis stiftsadministrationen varetager indtastningen i Valgsystemet på vegne af menighedsrådet, skal den nyvalgte formand sørge for, at stiftsadministrationen senest den 1. tirsdag efter funktionsperiodens start, dvs. senest den 1. december 2020, får oplysninger om, hvem der er valgt til menighedsrådets formand, næstformand, kasserer, kirkeværge, kontaktperson, tegningsberettiget og formand for valgbestyrelsen. Indtastningen skal være afsluttet ved udgangen af december måned 2020.

 

Ændring i sammensætning eller konstituering i løbet af funktionsperioden

Såfremt der i funktionsperioden sker ændring i menighedsrådets sammensætning eller i valgene til formand, næstformand, kasserer, kirkeværge, kontaktperson, tegningsberettiget og formand for valgbestyrelsen, skal formanden for menighedsrådet sørge for at ajourføre oplysningerne i Valgsystemet.

Hvis stiftsadministrationen varetager indtastningen i Valgsystemet, skal formanden sørge for, at stiftsadministrationen bliver orienteret om ændring i menighedsrådets sammensætning og i valgene til enkeltmandsposterne. Indberetningen skal altid indeholde oplysninger om de pågældende menighedsrådsmedlemmers personnumre.

Stiftsadministrationen sørger for den fornødne ajourføring i Valgsystemet på baggrund af menighedsrådets indberetning.